24.03.2024 21:10 Alder: 33 days
Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Bøn på fingrene

Når det kan være svært at bede, kan man bruge en lille guide 

Foto: unsplash.com/@patrickian4

Har du prøvet at bede til Gud?

Jeg synes selv, at det at bede kan være svært, for hvad skal jeg mon lige finde på at sige.

Jeg har for nylig hørt en lille guide, som jeg også har lyst til at dele med dig. Man kan altid have den med sig, for den er lavet ud fra ens egen hånd.

Mange mennesker folder ofte deres hænder og lukker deres øjne, når de beder. Der står intet om dette i Bibelen, men det er for mange en hjælp til at holde koncentrationen under bøn. Husk dog på ikke at gøre det, mens du kører i bil eller på cykel …

Den lille guide

Din tommelfinger er tættest på dig, når du folder dine hænder. Her kan du starte med at bede for de mennesker, som også er tættest på dig selv, din familie eller nogle af dine gode venner. Kigger man ned på sine tommelfingre, kan man se, at de tilsammen danner et kors. Du kan her også prøve at takke Gud for, at du altid har tilladelse til at bede en bøn til ham, fordi hos Gud skal man ikke præstere noget for at have en relation med ham.

Pegefingeren kan være et billede på de mennesker, som har peget dit liv i en god retning. Du kan takke og bede for dem, som har været med til at vejlede dig – særligt betydningsfulde mennesker eller måske en præst.

Langfingeren er den længste eller største finger. Det kan være et billede på de mennesker, som har mest magt i vores land. Bed for vores nye konge og dronning, borgmesteren i din kommune eller måske en skoleleder. Bed om, at de må tage de rigtige beslutninger for os alle.

Mange går rundt med en ring på ringfingeren, og her vil det være oplagt at bede for noget konkret i forhold til din ægtefælle, kæreste og børn og generelt bede for, at kærligheden må være det, som kendetegner dig. Har du ikke en ægtefælle eller kæreste, kan det også handle om, at du i fremtiden må finde dig en god og kærlig ægtefælle med gode egenskaber.

Lillefingeren er den mindste finger, og du kan slutte din bøn af med at bede for de svage i vores samfund, dem med mindst status og for de fattige og ensomme. Denne bøn er også til dig selv, og du kan bede om alt. Det kan være store ting, men også mindre ting, hvad end dit hjerte er fyldt af.

Gud elsker når du beder

Hos Gud må du komme med alt, hvad dit hjerte er fyldt af, både små og store ting. Du behøver ikke have velformulerede bønner, du må komme, som du er. Gud elsker bare, når du beder til ham.

Jeg synes selv, det kan være svært at bede frit, og derfor synes jeg, at sådan en guide er god at bruge. Jeg håber også, at den måske kan være til lidt hjælp for dig.


Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Lagt på nettet 24.03.2024

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også